Peter Liep's Hus - Peter Liep (1837-96)

Mange mennesker har gennem tiden haft deres gang i det hvide, stråtækte hus i Dyrehaven. De fleste kender det som Peter Liep’s Hus.

Men hvem var egentlig Peter Liep, og hvorfor bærer huset hans navn? Peter Liep’s Hus har sit navn efter en tidligere skytte og skovløber i Dyrehaven, Peter Liep (1837-96), der drev stedet som traktørsted fra 1888 til sin død.

Inden da tjente huset, der menes at være bygget i slutningen af 1700-tallet, som bolig for en skovløber under navnet ”Kildehuset" efter Kirsten Piils Kilde længere inde i Dyrehaven. Selvom Peter Liep kun havde stedet i 8 år, nåede han at sætte så meget præg på det, at det siden har båret hans navn.

Siden Peter Lieps selv stod og tog imod gæsterne, har huset gennemgået en række ændringer. Huset bestor også dengang af et hovedhus ud til vejen mod Klampenborg nordvendt sidelænge. Hovedhuset var dog et et noget mindre bindingsværkshus med to etager i den vestlige ende. Den usædvanlige udformning adskilte dengang huset fra andre små, skæve bindingsværkshuse, og det vakte stor sorg blandt skovens gæster, da huset brændte ned til grunden den 24. september 1915.

Året efter blev det nuværende Peter Liep’s Hus opført efter tegninger af kgl. bygningsinspektør Johannes Magdahl Nielsen, og i 1917 blev det taget i brug.

I 1928 gjorde en påsat brand, at huset måtte bygges op igen, og endnu engang stod Johannes Magdahl Nielsen for genopbygningen af huset i den udformning, det stadig har i dag.

Det brandplagede hus oplevede endnu en påsat brand i 1952, hvor kun sidebygningerne brændte ned, mens stuehuset klarede skærene med kun et hul i stråtaget. Huset har siden gennemgået en række tilføjelser og restaureringer, senest i vinteren 2013/2014, hvor huset blev gennemrestaureret med stor respekt for stedets oprindelige charme. Selvom Peter Liep selv ikke ville kunne kende sit hus i dag, fremstår det såvel historisk og velholdt som tro mod sit oprindelige formål: Et sted, som fejrer og beskytter skoven, dens dyr og dens charme.

Livets store begivenheder fortjener at blive fejret med maner. Vi sørger for de bedste rammer og opfylder jeres ønsker, I skal blot invitere dem, I holder af.